********

Ånd og Ego

en fortælling om bevidsthedsudvidelse

af Wayne W. Dyer i indledningen til hans bog "Dit evige selv".

Forestil dig denne situation: To tvillinger ligger i deres mors mave og har den følgende samtale. For klarhedens skyld kalder vi den ene Ego og den anden Ånd.

Ånd siger til Ego: ”Du vil sikkert ikke tro på det, men jeg er overbevist om, at der findes et liv efter fødslen”.
Ego svarer: ”Sikke noget vrøvl. Se dig om. Der findes ikke andet end dette. Hvorfor tror du altid, at der findes en anden virkelighed? Du må acceptere dit liv, som det er. Nyd det nu bare, og glem alt det sludder om et liv efter fødslen”.

Ånd bliver tavs en tid, men hendes indre stemme trænger sig snart på igen. ”Bliv nu ikke vred, Ego, men der er noget mere, jeg vil sige. Jeg tror også, der findes en mor.”
”En mor!” fniser Ego. ”Hvordan i alverden er du kommet på den tanke? Du har aldrig set en mor. Hvorfor kan du ikke affinde dig med virkeligheden? Det er vanvid at forestille sig, at der skulle være en mor. Du ligger her alene sammen med mig. Dette er din virkelighed. Tag nu fat i strengen. Kravl hen i dit hjørne, og hold op med at være så fjollet. Jeg kan forsikre dig for, at der ikke findes nogen mor”.

Ånd holder modstræbende op med at sige mere til Ego, men hendes utålmodighed får snart overtaget igen. ”Ego”, siger hun indtrængende, ”hør nu efter uden at forkaste, hvad jeg siger. Jeg tror, at det konstante tryk, vi kan mærke, alle de bevægelser som med jævne mellemrum er så ubehagelige for os, måden vi hele tiden bliver flyttet på, så her bliver mindre og mindre plads, mens vi bliver større og større, er tegn på, at vi er undervejs til et lysere sted, som vi snart kommer til at opleve”.
”Nu er du da gået helt fra forstanden”, svarer Ego. ”Du har aldrig kendt andet end mørke. Du har aldrig set lyset. Hvordan kan du få sådan en tanke? De bevægelser og tryk, du kan mærke, er din virkelighed. Du er et isoleret, særskilt væsen. Dette er din rejse gennem livet. Mørke og tryk og følelsen af at være indespærret er netop dit liv. Du må trækkes med den slags følelser hele livet. Tag nu fat i din streng, og hold dig i ro”.

Ånd holder sig i ro en tid, men kan til sidst ikke beherske sig længere. ”Ego, jeg vil kun lige sige én ting til, og så skal jeg nok holde op med at plage dig for fremtiden”.
”Lad mig så høre”, svarer Ego utålmodigt.

”Jeg tror, at alle de mange tryk og alt vores ubehag ikke alene vil føre os ud til et nyt himmelsk lys, men også vil stille os ansigt til ansigt med en mor, og at vi til den tid skal opleve en glæde, som vi hidtil aldrig har kendt”.
”Du er bindegal, Ånd. Nu er jeg sikker på det”.

********

Poul—Positiv og Nellie—Negativ

en fortælling om kærlighed.

af Marianne Kaufmann, 24. januar 2008.

P: ”Kom nu Nellie, en tur i skoven vil gøre dig godt”.
Nellie slukker modvilligt på fjernbetjeningen. Det seneste program i rækken af dem, hun netop har overstået, handler om det stigende antal skilsmisser. Man må ofre sig lidt og arbejde for sagen, har hun hørt. ”Det er så denne uges bidrag fra mig”, tænker hun modvilligt, mens hun med besvær letter sit stive korpus fra den slidte sofa.

I skoven er det som om, at Pouls indre letter: ”Se det stjernemos, det har en ultimativ grøn farve, grønnere kan det simpelthen ikke blive”, siger han begejstret.
N: ”Hvor er stien? – man kan da ikke bare vade rundt her og fare vild!”
P: ”Solen skinner, se strålerne mellem stammerne, Nellie, er her ikke bare eventyrlig smukt og fuldt af god energi? ”.
Nellie er fuldstændig upåvirket af Pouls ekstase: ”Det har regnet i 4 dage. Det er smaddervådt, vandet er trængt igennem mine sko og mine strømper er våde. Det koster sikkert en sygedag i morgen”.
P: ”Se de store grantræer, de er fuldt med nye skud for oven”.
N: ”Men helt døde forneden!”
P: ”Sådan er der også nogle mennesker, der er”, bemærker Poul med et skævt smil og glimt i øjet.
N: ”Hvad mener du?”. Nellie fravælger humoren og er øjeblikkelig i forsvarsposition.
Poul fortryder morsomheden og forsøger at redde den relativt gode stemning: ”Jo, øhh, nogle mennesker er pæne i toppen og grimme på bunden…. , prøver han. De går tavse lidt.
N: ”Vi skulle have taget madpakke og kaffe med!”
P: ”Eiijj, så du skovskaden derovre, den er vel nok farverig. Hvem der bare kunne flyve og se ud over alle de nyudsprungne trætoppe. ”
N: ”… men vi kan også køre omkring bageren på vejen hjem”. Nellie kigger på uret, sagtner farten, og signalerer, at hun vil vende om.
P: ” Hvis vi lige tager stien derhenne til venstre, kan vi gå rundt om dette skovafsnit og komme tilbage ad en anden vej, som vi ikke har gået før”.
N: ”Hvor langt er det? – jeg synes, det blæser op.” Hun slår kraven op og lægger i tankerne endnu en uge til ”ugens bidrag”, hvis hun altså skal gå ret meget længere.
P: ”Du kan også vende om og tage bilen hjem, jeg tager genvejen til fods, så ses vi hjemme.” Poul erkender, at gåturen ikke sker med Nellies gode vilje, desuden trænger han til at være lidt alene i naturen. Det er ofte her, han tanker energien op.
Nellie ånder lettet op. De kysser og går hver sin vej.

Nellie skuler tilbage efter Poul. Han ser nu godt ud, sin alder taget i betragtning. ”Tænk, hvis ikke jeg havde ham”, tænker hun, som så ofte før. ”Han er den evindelige optimist, han holder mig i den grad oppe”. Hun undres ofte over den stabile tilfredshed Poul udstråler. Han er som en uudtømmelig kilde af kærlighed, tilgivelse og harmoni. Af og til føler hun jalousi og mistillid til ham, mest fordi hun er bange for at miste denne impuls, som hun ikke kan finde i sig selv. Nellie sætter sig ind i bilen med et gran dårlig samvittighed, overvinder fristelserne hos bageren, og kører lige hjem. Hun sætter kaffen over og venter utålmodigt, til Poul kommer hjem.

Poul tænker også på Nellie. Når han er sikker på, at han er helt ude af syne, omfavner han et træ. Han lader granens energi gå ind til hjertet og glædes og styrkes derved, indtil han føler, han går i ét med træets rødder og krone. Han ved, at Nellie og han er forskellige steder i deres udvikling. Han ved også, at det er hans livsopgave at sprede lys, håb og kærlighed i alle de relationer, han indgår i – ikke mindst til Nellie. Han forsøger derfor at være upåvirket af hendes ofte negative indstilling, og at optræde tålmodigt, fredsommeligt, vedholdende og kærligt. Han når omsider hjem til Nellie og duften af nybrygget kaffe. Uden et ord omfavner de hinanden, som havde de været adskilte i dagevis. I kærlighed og stilhed smelter de sammen i ét.

********

Mit Synspunkt

af Marianne Kaufmann, januar 2008

Vi lever i en mørk tid – i mere end én forstand, og vi går mod lysere tider – i mere end én forstand. Alt foregår i cyklusser: dag/nat, årenes gang, liv/død. Den fysiske verden undergår i denne tid en langsommelig forandring mod mere åndelighed.

Vores materialistiske fokus og levestandarden er så høj, at aksen er ved at tippe. Mennesker i vores del af verden erfarer nu, at lykken ikke sidder i endnu et elektrisk køkkenapparat, en fladskærm eller et stykke beklædning i en moderne farve. Selv ikke den nyeste GPS kan vise vejen til indre lykke.

Vi kan og skal hjælpe hinanden, men vi kan ikke gøre hinanden lykkelige – lykken skal ikke påføres individet udefra. Læg håndfladerne på dit hjerte. Herindefra skal lykken findes og vokse. Holistisk psykoterapi, healing og meditation er bare nogle af de tiltag, som kan hjælpe os i kontakt med den indre verden. Det er indeni dig selv, at du finder alle de svar, du behøver. Men du skal finde den fremgangsmåde, som er rigtig for dig.

Jeg tror ikke på Gud og Djævelen, men jeg tror på Gud og ikke—Gud. Ondskab er udelukkende menneskeskabt i fravær af Gud. Guddommelighed er både en fællessag og en individuel sag, Gud kan have mange ansigter og navne. Gud straffer ikke, hævner ikke og sender os ikke sygdomme – det klarer vi selv, når vi ikke er i kontakt med den åndelige verden i vores inderste.

Jeg tror på, at hvert individ har sin egen overordnede udviklingsplan og ansvar herfor. Hvis ikke vi finder og følger denne udviklingsplan kan sygdom sætte ind som et vink med en vognstang. Som læge dr. Edward Bach (1886 – 1936) udtrykte det:

"Sygdom er hverken grusomhed eller straf, men ene og alene et korrektiv, et værktøj, som vores egen sjæl benytter sig af for at gøre opmærksom på vore mangler og fejl, for at holde os tilbage fra at gøre endnu større fejltagelser, for at hindre os i at anrette flere skader – og for at bringe os tilbage på sandhedens og lysets vej."

Reiki healing er en konkret metode, som er uafhængig af tro og religion, da det er den samme universelle kærlighedsvisdom, der ligger bag alle verdensreligioner. Ovenstående er udelukkende mit personlige synspunkt, som du er meget velkommen til at kommentere. Send en mail til marianne@healing-mk.dk.

********

********